Interessante facts

  • Torsken, som en af de talrigeste rovdyr, har en betydelig virkning på antallet af byttedyr og er derfor en nøgleart i økosystemet.

 

  • En voksen torsk skal spise omkring 4 kg føde for at øge sin vægt med 1 kg.

 

  • Næsten alle torskebestande har været eller er truet.

 

  • Der er fundet mange mærkelig ting i maven på torsk f.eks. en bog, nøgler, agerhøne, en hare, ølglas, søpapegøje, gebis og mink.

Kendetegn
Kroppen er langstrakt og let sammentrykt. Bugen er stor og rund, især hos voksne og hunner. En kraftig skægtråd findes under hagen. Munden er stor, med overkæben længere end underkæben, hvilket skaber et tydeligt overbid. Sidelinjen er tydelig og løber højt på kroppen indtil midten af den anden rygfinne, derefter midt på siden.

 

Torsken varierer i farve efter bundtype, bestand og alder. Farven kan ændre sig hurtigt afhængigt af levested og humør. Ryggen og siderne er dækket af mange brunlige eller rødlige pletter, der kan smelte sammen til en marmorering. Bugen er hvidlig eller lysegrå. Unge torsk har et tydeligt hvidt mønster på en mere ensfarvet baggrund, hvilket giver dem et spraglet eller “skakternet” udseende.

 

Torsken er den største art i sin familie. Den maksimale længde nævnes som 180-200 cm, men torsk over 150 cm er sjældne på grund af intens fiskeri. En af de længste dokumenterede torsk blev fanget ved Newfoundland i 1926 og vejede 73 kg med en længde på 2 m, og ved Vesterålen, Lofoten i 1962 med en vægt på 52 kg og en længde på næsten 2 m.

 

Levested

Torsken opholder sig normalt nær bunden, men kan også jage fisk i det åbne vand. Ynglen starter som svømmende og bevæger sig senere mod bunden og kystområderne. Torsken trives i forskellige habitattyper ved bunden, såsom tangbælter, stenrev, vrag og andre strukturer på havbunden som bropiller, moler, havne, boreplatforme og vindmøllefundamenter. Disse steder tilbyder gode skjulesteder og en rig bunddyrsfauna som fødekilde. Torsk kan også findes på sand- og grusbund, men foretrækker ikke mudderbund.

 

Voksne torsk findes normalt på dybder mellem ca. 10 og 300 meter afhængigt af sæson og område. Dybden øges typisk med alderen og størrelsen. Små torsk søger ofte skjul under gopler og drivende genstande. Unge torsk, op til 15-20 cm i størrelse, kan findes på dybder på bare 1-2 meter. I skumringen, især om foråret og efteråret, kan man opleve lidt større torsk komme helt ind til kysten for at finde føde.

 

Torsk foretrækker primært koldt vand og findes typisk ved temperaturer mellem 2-10 °C. De kan dog leve i temperaturer fra ca. -1 til 20 °C, og unge torsk er mere tolerant over for varmere vand. Torskene bevæger sig normalt væk fra kysten i både de varmeste og koldeste perioder af. De kan tilpasse sig forskellige saltholdigheder og findes i brakvand med en saltholdighed ned til ca. 5-6 ‰, men reproduktion kræver generelt en saltholdighed på mindst 10-11 ‰.

 

Føde

Torsk er opportunistiske rovfisk, der spiser et bredt spektrum af hvirvelløse dyr og fisk. De betragtes som grådige. Som larver begynder de at æde alger, men når de bliver ældre, skifter de til at spise vandloppelarver og små krebsdyr. Når de bevæger sig mod bunden, jager de primært småfisk og små krebsdyr. Større torsk har en varieret kost, der inkluderer krebsdyr, fisk, pighuder, orme og bløddyr som blæksprutter, som de finder i eller tæt på bunden. Torsk er i stand til at æde store byttedyr og har et høj fødeindtag.

 

Torsk bruger primært synet til fødesøgning, men smagsløgene på skægtråden, hagen og brystfinnerne spiller også en rolle. Lugtesansen anvendes især på stenrev og vrag, hvor torskene kan finde skjulte fødeemner ved at skubbe sten til side og rode i substratet.

 

Reproduktion

Under gydningen lægger torskene sig parvis med bug mod bug i vandet. Dette sker normalt på dybder mellem 10 og 100 meter. I visse områder som Østersøen, hvor det dybere vand er salt, kan gydningen dog også finde sted helt ned til 250 meters dybde. Æggene, er af den type, der flyder frit i vandet og begynder at stige opad mod overfladen i løbet af nogle få timer. Hvordan æggene flyder afhænger af saltholdigheden i vandet. I områder med lav saltholdighed, som den østlige del af Østersøen, er æggene større og har en lavere tæthed, hvilket hjælper dem med at flyde. Men hvis saltholdigheden er under 10-11 ‰, vil æggene uanset deres størrelse og tæthed synke mod bunden og enten gå til grunde eller blive stoppet af vandmasser med højere saltholdighed.

 

Æggene hos hunnerne kan udgøre mere end en tredjedel af deres vægt, og antallet af æg afhænger af hunfiskens størrelse. Mindre hunner kan have omkring 150.000 æg, en hunfisk på 5 kg kan have omkring 2,5 millioner æg, og en hunfisk på 10 kg kan have omkring 5 millioner æg.