Interessante facts

  • Den største ørred, fanget i Danmark, var på 17,5 kg og 142 cm. Den blev fanget af en lystfisker i Simested Å i 1932.

 

  • Ørreder har evnen til at danne hybrider med flere andre laksefisk, herunder laks. Normalt opstår krydsningen mellem hunlaks og hanørreder.

 

  • Den ældste ørred fra naturen er fundet til at være 38 år gammel.

Kendetegn

Kroppen er relativt slank og let sammentrykt. Hovedet er forholdsvis kort, og munden er stor. Farven varierer meget afhængigt af alder, årstid og opholdssted. Yngel og ungfisk, der opholder sig i vandløb, har en karakteristisk marmoreret farve og tydelige røde pletter langs sidelinjen. Voksne bækørreder bevarer delvist den brogede farve fra ungdommen, med de karakteristiske røde pletter gennem hele livet.

 

Havørreder er blanke på siderne og har sorte pletter både over og under sidelinjen. Bugen er hvid, mens ryggen varierer mellem blålig og grønlig. I gydetiden udvikler hannen rødbrune (undertiden næsten sorte) sider med mange mørke pletter, der ofte er omgivet af en kirsebærrød ring og yderligere en bred, hvidgul ring omkring. Hannen udvikler samtidig en kroget underkæbe. Hunnen bliver også mørkere, men ikke så markant som hannen.

 

Maksimalstørrelsen for ørreder angives normalt til omkring 140 cm og 50 kg. Dog er det sjældent, at ørreder bliver større end ca. 100 cm. Bækørreder er typisk kun mellem 30-40 cm lange og sjældent over 60-70 cm (3-4 kg) i størrelse. Havørreder i danske farvande når normalt ikke længere end ca. 100 cm og vejer omkring 10-12 kg under normale forhold.

 

Levested

Ørreder lever hovedsageligt i vandløb, men er også meget tilpasningsdygtige. De kan trives både i små bække og store flodsystemer og kan også findes i mange forskellige søer. Desuden findes de i havet.

 

I havet er ørreder primært udbredt i kystnære områder, og det er sjældent at finde ørreder på mere end 15-20 meters dybde. Om sommeren forlader ørrederne de lavvandede og varme fjordområder og bevæger sig ud på dybere vand. Dog kommer mange ørreder tættere på land om natten.

 

Ørreden kan trives i de fleste danske vandløb, så længe der er mindst 50% iltmætning i vandet. Ørreden er en koldtvandsfisk og ved temperaturer over ca. 25 °C begynder dødeligheden at indtræffe. Ørreden trives bedst ved vandtemperaturer på 10-15 °C.

 

Normalt vokser ungfiskene op i de øvre dele af vandløbssystemerne. De foretrækker standpladser nær brinker, sten og vegetation, hvor den lavere vandstrøm gør det lettere at bevare deres position uden at bruge for meget energi.

 

Når ungfiskene i foråret når en størrelse på 10-25 cm, gennemgår en del af dem en fysiologisk forvandling og bliver til smolt, der migrerer nedstrøms mod havet (eller søer). I Danmark udvandrer de fleste smolt til havet, når de er 2-3 år gamle. Nedvandringen foregår normalt om natten, typisk fra solnedgang til lidt efter midnat.

 

Havørrederne bliver typisk i havet i 0,5-3,5 år, inden de vender tilbage til deres oprindelige vandsystem for at gyde.

 

Føde

Ørreden er en opportunistisk fisk, der tilpasser sit fødevalg efter lokale forhold. Ørredynglen starter med at spise små krebsdyr og dansemyggelarver. Efterhånden som ørreden vokser, øges både størrelsen og variationen af dens føde. Bækørreder spiser alle slags insekter, orme, fisk, frøer og meget mere, og at de endda kan tage ællinger.

 

I havet spiser havørreden umiddelbart efter overgangen fra ferskvand primært insekter, der er blæst ud fra land, men den skifter hurtigt til at spise forskellige andre hvirvelløse dyr som børsteorme og tanglopper samt en bred vifte af fisk som sild, brisling, torsk, tobis og kutlinger.

 

Adfærd

Ørreder i vandløb er kendt for at være territoriale, selv fra de forlader gydeområderne som yngel. De større ørreder fordriver de mindre ørreder nedstrøms, hvor de enten kan finde ledige standpladser eller lider skade. Territoriestørrelsen afhænger af faktorer som mængden af føde, størrelsen på ørreden, den fysiske struktur af vandløbsbunden og visuel kontakt med andre ørreder eller fisk. Hvis der er mange skjulesteder tilgængelige, kan der være plads til flere ørreder, i modsætning til et mere ensformigt miljø på vandløbsbunden.

 

På gydepladsen vælger hunørreden et passende grusområde, afhængigt af hendes størrelse. Den hurtige vandstrøm sikrer, at de nedgravede æg ikke bliver dækket af sand og slam og forsynes med tilstrækkelig ilt. Vandstrømmen hjælper også med at fjerne affaldsstoffer fra æggene og larvernes stofskifte. Derfor er det vigtigt, at der er en permanent vandstrøm gennem gydebanken, der ikke er lavere end 100 cm/time og gerne op til 650 cm/time.

 

Under gydningen skaber hunnen en fordybning i gruset ved hjælp af sin hale. Æggene gydes i fordybningen, samtidig med at hannen befrugter dem. Hunnen svømmer lidt opstrøms, laver en ny gydegrube og bruger sine haleslag til at dække de tidligere gydede æg til med grus. Når gydningen er afsluttet, vil gydepladsen være synlig som en forhøjning i bunden af vandløbet. Hunner foretrækker hanner, der er større end dem selv, og ofte vil én stor han befrugte alle æggene. Dog kan mindre kønsmodne hanner, der ikke har været i havet endnu, snige sig ind mellem de store ørreder og deltage i befrugtningen af æggene, ligesom det er set hos flere andre arter.

 

Efter gydningen forlader havørrederne vandløbet som “nedfaldsfisk” og begiver sig til havet for at genopbygge den vægt, de har tabt under gydningen. Vægttabet kan være betydeligt og kan udgøre op til 40-46% af deres kropsvægt. Generelt overlever mellem 30 og 60% af en årgang gydningen, så de kan gyde igen i de følgende år, og der er endda dokumenteret tilfælde i Storbritannien, hvor ørreder har gydt op til 11 gange.