Interessante facts

  • Ål kan svømme baglæns.

 

  • Akvarieforsøg har vist, at blankål kan overleve i op til 6 år uden at tage føde til sig.

 

  • Blankål vandrer i gennemsnit 15 km i døgnet, men nogle gange helt op til 50 km i døgnet.

 

  • Ål kan blive ret gamle, og hvis de gennemlever en normal livscyklus, opnår de typisk en alder på 5-20 år.

 

  • Den ældste ål registreret blev 88 år gammel og levede i et akvarium.

 

  • Ålens køn er ikke fastlagt ved klækningen, og de indeholder både hanlige og hunlige kønsceller indtil en længde på cirka 30 cm.

Kendetegn

Ålens krop er lang og slank som en slange. Foran er den hel rund, men bagtil bliver kroppen gradvist fladere. Hovedet er relativt kort, men bredden kan variere meget. Det samme gælder munden, som har underbid.

 

Ålens farve ændrer sig i løbet af dens livscyklus. Når den er ung, er den gennemsigtig, både som larve og glasål. Når glasålene når kystområderne, bliver de bundlevende og udvikler pigment. Deres ryg bliver mørk, og normalt bliver deres bug gul. Dog kan gulålene se mere brune eller grønne ud afhængigt af omgivelsernes farver. Når ålene nærmer sig kønsmodning efter cirka 5-15 år, ændrer de farve igen. De kaldes nu blankål og får en messingfarvet til sølvagtig glans på siderne. Deres bug skifter farve fra gul til hvid, og ryggen bliver sort.

 

Levested

Ålens livscyklus er katadromisk. Det betyder, at den gyder i havet og lever i ferskvand under sin opvækst. I havet findes ålene langs kysten, hvor de er mest talrige i lavvandede og beskyttede områder som fjorde, bugter og nor. I ferskvand findes de i alle typer af vandløb og søer. De kan svømme gennem underjordiske vandforbindelser som drænrør, og åleyngel kan klatre lodret op ad vægge ved at bruge selv den mindste ujævnhed som støtte.

 

Ål er kendt for deres hårdførhed og kan overleve i længere tid uden vand, da små gælleåbninger forhindrer gællerne i at udtørre. De kan også optage ilt gennem huden. Hvis vandet bliver iltsvagt, kan ålene bevæge sig på land, og om efteråret er der blevet observeret vandrende blankål i fugtige områder på land, hvor deres vandringsrute til havet er blevet blokeret af forhindringer som dæmninger. På trods af deres evne til at overleve på land, dør de relativt hurtigt, hvis vandet mangler ilt. Ål er derfor ofte ofre for “vinterdød”, når vandene bliver iltsvage på grund af langvarigt isdække. Der er tilfælde af massevis af døde ål på grund af iltsvind, både i fjorde og ferskvand.

 

Ål undgår lys og er sjældent aktive om dagen. De gemmer sig mellem tang, vandplanter, sten og trærødder eller ligger nedgravet i mudder, hvor kun deres hoved og måske halespids er synlige. Ved skumringen og omkring solopgang er gulålene aktive på jagt efter føde. Gulålens højeste aktivitet ses på mørke, varme nætter. Blankålene vandrer typisk mest i de mørkeste nætter, og derfor er fangsterne i garn og ruser om efteråret ofte størst i dagene omkring nymåne.

 

Føde

Ålelarverne lever af dyreplankton under deres rejse fra Sargassohavet. Men under forvandlingen til glasål spiser de ikke. Når de bliver til gulål, begynder de at spise næsten alt animalsk føde, de kan få fat i. Det kan være fisk (inklusive andre ål), snegle, muslinger, krebs, rejer, orme og insektlarver. Store ål kan endda jage frøer, vandfugleunger og vandrotter. Ål er generalister og spiser normalt det, der er tilgængeligt. Hvis der er mangel på føde, kan ålene også spise plantedele, og i opdræt kan de vænnes til at spise tørfoder. Når temperaturen falder til omkring 10 °C om efteråret, stopper ålene med at spise. Blankålene spiser ikke, da deres tarmsystem nedbrydes under forvandlingen. De lever i stedet af deres fedtreserver, som udgør cirka 28% af deres kropsvægt.

 

Adfærd

Ålens yngleforhold og livscyklus var i mange år en stor videnskabelig gåde. I 1922 blev en vigtig opdagelse gjort, da de mindste ålelarver (og dermed de formodede ynglepladser) blev fundet i den centrale del af Sargassohavet, der har en dybde på cirka 6.000 meter. Dog har man stadig ikke fanget de voksne ål, der er klar til at gyde. Trods flere forsøg er det ikke lykkedes, senest i 2014.

 

Larverne er omkring 4-5 mm store og driver med Golfstrømmen og vinden mod kysterne i den nordøstlige del af Atlanten. Efter 7-9 måneder når de den europæiske kontinentalsokkel, men transporttiden over Atlanten kan tage flere år.

 

De larver, der nu er omkring 70-80 mm lange, gennemgår en forvandling og bliver til glasål, der er cirka 65 mm lange. Glasålene, der når de danske opvækstområder, kommer hovedsageligt nord om Skotland. De bliver bundlevende om foråret, og deres videre indvandring gennem Østersøregionen sker langs bunden og er langsommere.

 

Ålens køn er ikke fastlagt ved klækningen, og de indeholder både hanlige og hunlige kønsceller indtil en længde på cirka 30 cm. Miljøet spiller en rolle i bestemmelsen af kønnet. Faktorer som fødemængde og saltholdighed kan være afgørende, men især individtætheden synes at være vigtig.

 

Efter en opvækstperiode på cirka 5-20 år sker der en forvandling fra gulål til blankål. Øjnene bliver større for at opfange det sparsomme lys på vanddybder mellem 200 og 600 meter, hvor vandringen foregår. Ålen stopper også med at tage føde til sig, og dens tarm reduceres og omdannes til et organ til regulering af saltbalance. Studier af vandringen i Atlanterhavet viser, at ålene svømmer på omkring 200 meters dybde om natten og omkring 600 meters dybde om dagen. Dette skyldes sandsynligvis deres forsøg på at undgå rovdyr som hvaler, hajer og fisk nær overfladen om dagen. Ved at ændre dybden kan ålene også regulere deres kropstemperatur, så udviklingen af kønsorganer passer med ankomsten til gydeområdet.

 

Når blankålene forlader opvækstområderne, er deres kønsorganer endnu ikke udviklet. Forsøg har vist, at ålene har tilstrækkelig energi til at tilbagelægge de cirka 5.000 km til Sargassohavet og stadig have omkring 40% af deres fedtreserver tilbage til at producere cirka 1,6 millioner æg per kg moderfisk.

 

Status

IUCN (international) rødliste – Kritisk truet.

 

Ålbestanden i Danmark er blevet markant reduceret siden 1960’erne. Der har været et fald i fangsten af vildtfangede ål fra omkring 4.000 ton til kun 250 ton i erhvervsfiskeriet og 100 ton i fritidsfiskeriet i 2017. Den dramatiske nedgang skyldes primært en drastisk reduktion i mængden af åleyngel, hvor den samlede yngelbestand er blevet reduceret med 90-99% siden 1980’erne.

 

Årsagerne til nedgangen i ålbestanden er ikke fuldt ud kendt, men det antages at være resultatet af flere faktorer. Ændringer inden for landbrug og industri siden Anden Verdenskrig har påvirket vandsystemerne. Dæmninger, kanalisering af vandløb og dræning af vådområder samt forurening med miljøskadelige stoffer har haft en negativ effekt på vandmiljøet. Vådområder, der tidligere udgjorde optimale opvækstområder for ål på grund af rigelig føde og høje sommertemperaturer, er i dag kraftigt reduceret. Forureningen og ændringerne i vandsystemerne kan have påvirket ålens yngel og levesteder negativt.

 

Fiskeriaktiviteter har også bidraget til presset på ålbestanden. Både glasål, gulål og blankål har været udsat for intensivt fiskeri siden 1950’erne, både i Skandinavien og i det sydlige Europa. En yderligere trussel for ålen er tilstedeværelsen af ålens svømmeblæreorm (Anguillicoloides crassus), en parasitisk rundorm, som er oprindeligt fra det sydvestlige Stillehav og angriber japanske ål.

 

Samlet set er ålbestandens tilbagegang sandsynligvis resultatet af en kompleks kombination af menneskelige aktiviteter, herunder ændret vandmiljø, fiskeri og tilstedeværelsen af parasitter.